Prædiken til Helligtrekongers søndag holdt i Vestervang Kirke den 4. januar 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 136 Dejlig er den himmel blå; 392 Himlene Herre, fortælle din ære; 696 Kærlighed er lysets kilde; 137 Det runde himlens stjernetelt; 192/kun vers 7; 138 De hellig trekonger så hjertensglad. Dagens læsninger: Job 28,12-28; 1 Joh 2,7-11; Matt 2,2-12; kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Amen (Matthæusevangeliet 2,1-12).

Kære menighed!

Da mørket sænkede sig den 11. november 1572, så den da 25-årige og vores nu så berømte landsmand Tycho eller Tyge Brahe på Herrevadskloster i Skåne en ny og hidtil da ukendt stjerne stråle i stjernebilledet Cassiopeia. Han havde set på stjerner siden sin barndom og var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne – i hvert fald ikke en så skinnende klar som denne - på dette sted på himlen. Men Tyge Brahe kunne alligevel først ikke tro sine egne øjne og måtte hente folk til at bekræfte hans observation.

I dag ved vi, at det var en såkaldt supernova, en eksploderende stjerne, som kun skinner et stykke tid, men det vidste man ikke dengang.

Andre lærde i Europa havde også set stjernen og undret sig og set den som et guddommeligt varsel om kommende ulykker, men Tyge Brahe kunne ved hjælp af sine observationer og beregninger bevise, at dette nye himmellegeme befandt sig langt bort fra jorden, endnu længere væk end månen, dvs. oppe i fiksstjernernes evige sfære.

I sin bog om den nye stjerne, ”De nova stella”, som året efter gjorde Tyge Brahe berømt i hele Europa, kunne han således bevise, at den nye stjerne ikke var en flakkende komet og heller ikke var lig Betlehemsstjernen, som viste sig for de vise mænd ved Jesu fødsel. For Betlehemsstjernen havde været tæt på jordens overflade, hvor alting opstår og forgår, ellers havde den ikke kunne vise vejen til stalden i Betlehem, og i øvrigt havde Betlehemsstjernen jo kun vist sig for de vise mænd og ikke for alle andre, argumenterede Tyge.

Indtil da havde man altid som en selvfølge regnet med, og fået bekræftet af astronomernes observationer gennem flere tusind år, at stjernehimlen hinsides månen altid er og forbliver sig selv lig og i alle henseender er upåvirket af tidens tand, dvs. at stjernerne udgjorde en perfekt og evig harmoni. Derfor kaldte Tyge Brahe den nye stjerne for det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden verdens skabelse. Det kan i hvert fald kun sammenlignes med det bibelske mirakel, at solen engang stod stille på Josvas bøn, tilføjede han (jf. Josvabogen kap. 10).

Tyge Brahe har selv berettet, hvordan kong Frederik II i februar 1576 var her i Helsingør for at bese byggeriet af sit nye slot, Kronborg, og da tilfældigvis fik øje på øen Hven og tænkte, at på denne isolerede ø i Øresund kunne Tyge i ro og mag fortsætte sit revolutionerende videnskabelige arbejde. Derfor fik Tyge Brahe tyve år på Hven, hvor han ved hjælp af en kolossal økonomisk understøttelse fra kongen byggede sin legendarisk bolig, Uraniborg, hvis gennemtænkte arkitektur og symbolik skulle afspejle den kosmiske orden, som Tyge udforskede i sit nye stjerneobservatorium, Stjerneborg. 

[Uraniborg på Hven, Tyges bolig, stod færdig i 1580 og havde kostet en formue. Alle fire illustrationer til prædikenen er fra Joan Blaeus storværk "Atlas Maior" (1663), men de håndkolorerede kobberstik er lavet ud fra træsnit i Tyge Brahes egen bog Astronomiae instauratae mechanica fra 1598]

Tyge anlagde på Hven også en stor symmetrisk have, som ligeledes skulle spejle den kosmiske orden ved at forene himlens og jordens symboler, cirklen og firkanten, og hvor han sammen med sin elskede og lærde lillesøster Sofie, som hjalp Tyge med det videnskabelige arbejde, formodentlig dyrkede helbredende urter. Sofie, hvis navn betyder visdom, og som efter Tyges død i næsten 30 år havde sin bolig på hjørnet af Sofie Brahe gade og Hestemøllerstræde her i Helsingør, hvad der efter min mening særligt bør forpligte os helsingoranere i dag til fortsat at søge både den himmelske og jordiske visdom.

Tyge kaldte på latin med et elegant ordspil Hven for Venusia efter kærlighedsgudinden Venus, og det lå i hans egen og for vores materialistiske tid så fremmede tankegang, at alt i altet blev holdt sammen af den evige guddommelige kærlighed eller af den kraft, som det oplyste menneske lettest kan fyldes af ved at betragte de evige himmellegemer, solen, månen og stjernerne, men som ifølge Tyge også kan ses i det allermindste på jorden. ”Ved at se op, skuer jeg nedad”, og ”Ved at se nedad, skuer jeg op”, lød således to berømte latinske indskrifter på Uraniborgs dørsøjler. 

[Uranienborg og haveanlægget. Illustration fra Blaeus "Atlas Maior" (1663)]

Ja, nu er Tyge Brahes forunderlige anlæg på Hven - Uraniborg og Stjerneborg og haven - desværre for længst nedrevet og borte, og det kan godt være, at vi ikke i dag ikke kan følge Tyge Brahe i mange af hans mere spekulative tanker. Men efter min mening kan vi alligevel lære meget af Tyge eller Tycho Brahe, og vi har måske særligt brug for det i vores egne urolige tid, hvor sandheden ofte synes at tilhøre den, som er bedst til at råbe højt og så måske bare lyver.

Vi kan lære at stole på vores egne erfaringer, og hvis de modsiger al vedkendt viden, og måske udtrykker noget helt nyt, så ikke bare forkaste dem, men afprøve dem.

Vi kan lære at holde fast i troen på det, som stjernerne især symboliserer: At der findes evige og for alle mennesker på jorden fælles forpligtende sandheder, som også lader sig udforske med vores intellekt.

[Tyge Brahes astronomiske observatorium på Hven, Stjerneborg, som man i dag kan besøge i en moderne rekonstruktion.]

Evangelisten Matthæus fortæller tilsvarende i sin skønne julefortælling om de vise mænd, som for Matthæus ikke er eksotiske undtagelsestyper, men repræsenterer det bedste i den gamle hedenske eller i den ikke-jødiske verdens filosofi og videnskab.

De vise mænd så en ny stjerne på himlen, og forstod det som et tegn på en ny jødisk konges fødsel. Derfor drog de til Kong Herodes' palads i hovedstaden Jerusalem. Sådan siger Matthæus på sin måde, at den fornuft og den samvittighed, som alle mennesker har anlæg for, kan føre os i retning af en fælles sandhed.

Men selv de viseste mænd har brug for at lytte til bibelen og til dens lærde jødiske fortolkere, som fortalte de vise mænd, at barnet ifølge ældgamle profetier ikke skulle fødes på Herodes kongeslot i Jerusalem, men i landsbyen Betlehem. Sådan har vi alle også brug for at lytte til den hellige skrift og for at lære af de forrige slægters erfaringer, så vi kan høre det, som vi ikke kan sige os selv.

Det var dog først, fortæller Matthæus videre, da de vise mænd med deres egne øjne havde set den nyfødte konge i skikkelse af det lille spædbarn i stalden og frembragt deres kongelige gaver og tilbedt det, at Gud talte direkte til dem i en drøm og advarede dem mod at tage tilbage til Herodes, så de symbolsk vendte hjem ”ad en anden vej”, end den som de var kommet ad. For først da var deres liv blevet forandret.

Derfor er vi som kristne kaldet til som de vise mænd at tro på fornuften og på dens evne til at åbne sig for det evigt sande, gode og skønne, som stjernerne symboliserer.

Derfor må vi som kristne aldrig opgive at appellere til de andres fornuft og samvittighed eller til samtalens mulighed.

Derfor må vi aldrig for altid dømme andre uden for pædagogisk rækkevidde eller dæmonisere vores fjender eller opgive håbet om en bedre og lysere og fælles fremtid for alle på jorden.

Men derfor må vi også i dette nye år gå "ad en anden vej" eller gå til gudstjeneste og som de vise mænd tilbede barnet, og dvs. tro på det, som forstanden ikke kan fatte: at Gud allerede her i dette jordiske liv og trods dets mørke og mangler er hos os og gennem dette barn og dets liv og skæbne taler til os og giver os en forsmag på det, som alle menneskehjerter dybest set længes efter.

Eller som oldkirkens største teolog Augustin skrev 400 år efter Kristi fødsel i sin bog ”Bekendelser”, hvilket jeg vil lade stå som en slags sammenfatning af alt det, som vi har været fælles om her i kirken i det nu gamle og forgangne år, og som en slags velkomstfanfare til det nye år 2026: ”Stor og højlovet er du, herre! Stor er din vælde, og din visdom er uden mål. Også mennesket vil prise dig, det er jo en del af din skabning – ja, mennesket, som bærer på sin egen dødelighed, som bærer på vidnesbyrdet om sin synd og på, at du står de hovmodige imod. Dog vil også mennesket prise dig som en del af din skabning. Du tilskynder det selv til at glæde sig over at prise dig; for du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig. (. . .) Jeg vil søge dig, herre, idet jeg påkalder dig, og jeg vil påkalde dig, idet jeg tror på dig; for du er blevet mig forkyndt. Min tro skal påkalde dig, herre, den tro du har givet mig, den du har indblæst i mig, da din søn blev menneske, og da jeg hørte din tjeners prædiken.” 

Godt nytår! Amen.

[Den store såkaldte murkvadrant var en af Tyges vigtigste måleredskaber. Desuden har han her fået malet sig selv og hans andre vigtigste instrumenter, arbejdssteder og medarbejdere på Hven.]

Henvisninger:

"De nova Stella / Tycho Brahes bog om den nye stjerne". Syddansk Universitetsforlag 2022. I 450-året for Tycho/Tyge Brahes opdagelse blev bogen udgivet i faksimile med to indledninger og den første fuldstændige oversættelse. Bogen, som er en kulturhistorisk perle, er oversat af Chr. Gorm Tortzen, Peter Zeeberg og Minna Skafte Jensen under medvirken af Claus Fabricius og redigeret af Bertil Dorch og Peter Zeeberg.

"Augustins Bekendelser". Oversat af Torben Damsholt, Ansgars Forlag 2004.