En billedprædiken til juledag holdt i Vestervang Kirke den 25. december 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 99 Velkommen igen Guds engle små; 100 Kimer I klokker; 110 Nu vil vi synge og være glad; 125 Mit hjerte altid vanker; 117 En rose så jeg skyde; 118 Julen har englelyd. Dagens bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER. 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Amen (Johannesevangeliet 1,1-14).

Kære menighed!

Jeg vil her juledag gerne begynde med en lille fortælling af en forfatter, hvis navn jeg ikke kender, men vedkommende må have været en fin kristen humanist.

Fortællingen har jeg fundet i juleartikel fra 1945 af en lærd teologisk professor, K. E. Skydsgaard, men sproget afslører, at den må være af endnu ældre dato, og den lyder sådan her: 

”I gamle Dage var der en Gang en mægtig Konge, som drog ud med sin Hær til fremmede Lande og brændte Byer af og slæbte Indbyggerne i Fangenskab. Sine Bedrifter lod han mejsle ind i Klipperne, og da han mærkede, at Døden nærmede sig, lod han rejse et Gravpalads af vældige Sten, og han lod sit Legeme salve med kostelig Salve, for at Døden ikke skulde faa Bugt med det.

Men hans Navn lever ikke bestandigt iblandt os, vort Ansigt straaler ikke, naar vi hører om ham. Og den Dag vil komme, da Storm og Regn har ødelagt hans Mindesmærke til sidste Sten, og da Ørkenens Sand blæser hen over hans Spor, som om han aldrig havde levet.

Men i gamle Dage levede der ogsaa en anden Konge. Han havde ingen Soldater, han udgød ikke Blod og brændte ikke Huse af. Han prentede ikke sit Navn ind i Klipperne, men ind i Menneskernes Hjerter. Han rakte Syndere sin Haand, han strøg de syge mildt over den hede Pande, han lyste med Barmhjertighedens Lys ind i de fattiges Nød og holdt ud i Tilgivelse og Taalmodighed, indtil Døden paa et Kors.

De, som forfulgte ham haardest, skænkede han sin dybeste Medlidenhed og længtes efter at forløse dem fra deres Vildskab.

Han byggede ikke noget Gravpalads over sig selv, som de gamle Konger, og dog er der overalt – i de store Byer, som i den mindste Landsby – et Hus, der er indviet til ham, ja selv højt over alle Menneskers Huse, nær ved den evige Sne, ringer Kapellet til Minde om hans Livsværk – og i dag fejrer hele Jorden den hellige Nat, da han blev født.

Se, Godhedens Magt er større og mere evig end al denne Verdens Krigslarm. Den lokker den vildfarne som Lyset fra Hjemmet ude i den mørke Skov. Frygt aldrig for, at Godhed og Kærlighed skal være spildt. Ethvert mildt Ord og enhver stor Kærlighed er udødelig og vinder Sejr over Haan og Spot og vil stille blive priset i ensomme Menneskers Hjerter.”

Ja, kære menighed, der er meget af julens lys og varme budskab i denne gamle fortælling, men vi må alligel meget dybere ned eller længere tilbage for at virkelig at tilegne os juleevangeliet. For: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. (…) Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Det er mærkelige, smukke og dybe ord fra begyndelsen af Johannesevangeliet, og det er så at sige juleevangeliet for de voksne, som vi hører her dagen derpå, efter den store julefest i går aftes. 

Det græske ord, som oversættes med ”Ordet”, er ”logos”. I begyndelsen var ”logos”. Men logos betyder på græsk ikke bare ”ord”. Vi kender det fra ordet logik, og det betyder også fornuft, plan, mening, formål.  Det var m.a.o. de første kristnes påstand, at de i Kristus havde mødt ”logos” eller den dybe sammenhæng i og bag hele tilværelsen i et sårbart menneske af kød og blod. 

Eller som det så tindrende smukt hedder i en af den katolske kirkes gamle juleliturgier med et vers fra Visdommens Bog: ”Mens den dybeste stilhed hvilede over alt, og natten var midt på sin bane, steg dit almægtige Ord, Herre, ned fra sit kongesæde i Himmelen.”

Derfor er menneskelivet ikke, sådan som Shakespeare lader Macbeth sige: ”En historie fuld af larm og raseri, som ingenting betyder, fortalt af en idiot.” For i Kristus er det evige sande i alting kommet ind i tiden. I ham er meningen og formålet med livet blevet synligt i en person, som alle og enhver, høj som lav, kan forholde sig til og følge.

Vi her i vesten ser primært julen som en fortælling om Gud, som engang i kejser Augustus regeringstid bøjede sig ned til jorden og ydmygede sig ved at blive født som et fattigt menneskebarn. Vi ser juleevangeliet som en begyndelse på historien om den ubevæbnede, sagtmodige konge, som med ordene fra dagens epistel fra Johannes’ første brev ”åbenbarede Guds kærlighed iblandt os” og gav sig selv hen som ”et sonoffer for vores synder” (1 Joh. 4,4-11). Ham som selv døden ikke kunne stoppe, og som i tidens løb derfor har forandret verden mere end nogen anden i menneskehedens lange brogede historie. 

Men i den gamle kirke så man også, og i den østlige, ortodokse kirke ser man stadigvæk primært Jesu fødsel som en mystisk ophøjelse og fornyelse af hele den faldne menneskelige natur på tværs af tid og rum.

"I Kristus har guddommen ikke forvandlet sig til kød, men menneskeheden er optaget i Gud", hedder det f.eks. i Den Athanasianske Trosbekendelse fra 400-tallet, som er en af folkekirkens blot fem bekendelsesskrifter, men i dag er nærmest fuldstændig glemt, hvad der siger lidt om folkekirkens evne til at overse sin egen rige tradition. ”Guds søn blev menneske, for at mennesket skulle blive Gud”, siger en af oldkirkens store teologer ligefrem.

Det er selvsagt altid svært at forstå et mysterium med sin forstand, og i den østlige kirke udtrykker man det også helst med gudstjenestens ritualer, med bønner og poesi og med billeder eller ikoner. For det er dybest set noget, som vi hver især selv må erfare og tilegne os. Men vi vil på denne 1. juledag forsøge at fordybe os i dette mysterium ved hjælp det uddelte billede, som forestiller den klassiske ortodokse juleikon, som man i den ortodokse kirke meditativt fordyber sig i i juledagene.

Vi ser i ikonens centrum Jomfru Maria og Jesus-barnet.

Jomfru Maria har båret barnet skjult i sin mave, og får sig et velfortjent hvil efter fødslen.

Verdens uendelige skaber har været skjult i hendes livmoder, for tilsvarende er det med det åndelige liv: Det må først vokse skjult i vores indre.

Nu ligger barnet i en krybbe, som ligner en kiste, og vi ser en hule, som minder om en grav.

For barnet er kommet ned til den faldne verden med dens mørke og død, men med guddommeligt lys og liv, som symboliseres af den lange himmelblå søjle, som oppe fra himlens evige fuldkommenhed, symboliseret af en cirkel, peger ned mod barnet.

Vi ser lige fra de ældste fremstillinger i 300-tallet oksen og æslet ved det nyfødte Jesus-barn. Det refererer til et kendt sted hos profeten Esajas: ”En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe, men Israel kender intet, mit folk kan ikke fatte.” (Es ,3,1). Dyrene forstår på en eller anden måde, hvad der sker, og advarer os imod vor egen tungnemhed. Men oksen repræsenterer også de rene dyr, og æslet de urene, og sådan siges det billedligt, at nu er skellet mellem rent og urent, skellet mellem jøder og hedninger, og splittelsen i vores egne hjerter, overvundet.

Vi ser de vise mænd i venstre side på vej langvejs fra med deres rige gaver og på højre side to fattige, udannede hyrder. 

Vi ser engle foroven, som har del i det himmelske lys ligesom det guddommelige barn.

Forneden i højre side ser vi en jordemoder, som hjælper Maria med at vaske barnet, for det er samtidigt et ægte menneskebarn. 

Vi ser i midten forneden livets træ, som vejen nu er åben til, men vi ser til venstre forneden også Josef, som taler med en gammel mand. Det er ifølge et ældgammelt skrift fra det 2. århundrede Djævelen, som fortæller Josef, at han er et godtroende fjols, hvis han virkelig tror, at Guds søn er født af en jomfru.

For hvordan kan noget komme af intet?

Og hvordan kan det endelige rumme det uendelige?

Josef må derfor som alle andre gå op til hulen og selv erfare mysteriet, som overgår enhver forstand.

Sådan forener barnet i krybben i billedets centrum himmel og jord, men også mennesker og dyr og engle og alle forskellige slags mennesker: de vise mænd, de enfoldige hyrder, tvivleren Josef såvel som den dybt troende som Jomfru Maria, og endda en musikant med et horn, som vel repræsenterer kirken eller den menneskelighed, som med musik lovpriser julens under.

Den ortodokse juleikon og hulen med det nyfødte Jesusbarn forkynder på denne symbolske måde en sandhed, som vi hver især selv må erfare i vort eget mørke hjerte: At der nede under verden med alle dens mangfoldige fænomener fra stjernegalakser til støvkorn og atomer – og trods al verdens uro, tvetydighed og modsætningsforhold - findes en samlende guddommelig virkelighed, som holder det hele sammen, og for troens øjne viser sig i barnet i krybben. En virkelighed – en fornyelse af hele skabningen - som den troende skal åbne sig for og fyldes af i sit eget indre og lovprise.

Det er en mystisk tankegang, som ligger langt fra vores moderne, rationelle måde at se verden på.

Men vi kan godt forstå, at julen dybest set drejer sig om at åbne sig for en fred eller en kærlighed, som overvinder alt, inkl. alle verdens mange modsætninger.

Derfor har vi også i vores egen litteratur denne drøm om den himmelske fred julenat: Fred mellem mennesker indbyrdes og mellem os og den natur, som så ofte truer os, og som vi moderne mennesker jo også synes i færd med at ødelægge. 

Derfor er julebudskabet uadskilleligt fra en ydmyghed, der udspringer af, hvad dette barns fødsel og dette menneskeliv vil kalde frem i os: Troen på at Gud elskede os så højt, at han i Kristus selv blev en af os for at frelse os. 

Gud er ikke længere som kejser Augustus en fjern og uopnåelig verdenshersker. Han kender til den skrøbelighed og sårbarhed, den afhængighed og det ansvar, der hører menneskelivet til. Han er i vor glæde, men også i vor sorg.

Derfor er julens glæde for os voksne ikke som barnets umiddelbare juleglæde, men en anderledes og dybere glæde, som ikke kan skilles fra taknemmeligheden over det gode, som vi har fået gennem dem, som vi deler livet med, og som vi derfor også kan miste og måske i disse juledage særligt savner. 

Derfor er julefreden en anderledes fred. En fred som ikke udelukker verdens og vores egen uro, bekymringer, sorg og tab, men gør det muligt at leve dermed og dermed blive et helt menneske. 

Eller som det hedder i en af den gamle ortodokse kirkes juleliturgier, som siden den tidligste middelalder er blevet sunget ved julegudstjenesterne: 

Kom lad os juble af hjertet i Herren,

mens vi fortæller om dette nærværende mysterium:

adskillelsens mur er blevet brudt ned,

det flammende sværd trækkes tilbage.

Keruberne trækker sig tilbage fra livets træ,

og jeg tager del i glæderne i paradiset,

hvorfra jeg på grund af ulydighed blev kastet ud.

For Faderens udtrykte billede,

Hans evigheds aftryk,

tager skikkelse af en tjener,

og uden at forandres kommer han frem af en moder, som aldrig har kendt til ægteskab.

For hvad han var, er han forblevet, sand Gud,

og hvad han ikke var, har han taget på sig ved at blive et menneske gennem kærlighed til menneskeheden.

Lad os tilråbe ham højt:

Gud, født af en jomfru,

hav barmhjertighed med os!

Glædelig jul!

Amen.

Henvisninger:

K.E. Skydsgaard: Julen. ”Under Guds Ord. Nyt og gammelt til Vejledning i Evangeliet”, nr. 35, 1945.