Prædiken til 2. søndag i advent holdt i Vestervang Kirke den 7. december 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 106 Af højheden oprunden er; 83 Glæd dig, Zion, glæd dig, Jord!; 270 Luk øjne op, o kristenhed; 275 Uforsagt, vær på vagt; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 88 Hør det, Zion, trøst for al din vé. Dagens tre læsninger, Es. 11,1-10; Jak. 5,7-8; Matt. 15,1-13, kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Amen (Matthæusevangeliet 25,1-13).

Kære menighed!

Nytårsaften er det 18 år siden min kone fødte vores multihandicappede søn Johannes. Han kom ud i lyset på fødeafdelingen kl. 22.00, to timer før champagnepropperne nytårsaften 2007 sprang og himlen over Holbæk sygehus blev oplyst af utallige farvestrålende raketter. Men vores nyfødte søn så forkert ud, og lægerne kom løbende til, så det var noget af et antiklimaks. 

Nu er Johannes officielt snart et voksent menneske, og han kan endda, fordi vi lever i et velfærdssamfund, få førtidspension på sin forestående 18-års fødselsdag. Mentalt er han imidlertid stadigvæk som en baby og lever kun i nuet, uden sprog og evne til at dele sine erfaringer med os. 

Jeg har ofte tænkt på at dele mine erfaringer med at have et barn som Johannes med jer, men det er svært at sætte ord på, og bliver let for privat. Nu har jeg til gengæld læst en beretning af en amerikansk forfatter, Jane Bernstein, som er mor til en mentalt retarderet pige ved navn Rachel, og som jeg i dag gerne vil fortælle jer om. Jeg kan nemlig dels genkende mine egne erfaringer og følelser i, hvad hun skriver, og desuden har jeg lært hendes historie at kende i en ny bog om Jesus’ lignelser, hvor hendes beretning bruges til at fortolke Jesus’ lignelse om de ti brudepiger

Mens Rachel endnu var en ganske lille pige, blev Jane Bernstein interviewet sammen med faren til en 22-årig autist, som åbent indrømmede, at han aldrig ville ønske for nogen et sådant liv som hans søns liv. ”Alle elskede min søn, da han var en lille sød rolling, men det bliver svært,” forklarede manden, ”når de søde handicappede børn mister deres killingeagtige charme og sødme.”

Dengang blev Jane Bernstein forarget og syntes, at han var for kynisk, men 10 år senere forstod hun, at denne far blot ville advare hende og andre forældre til børn, som er svært mentalt handicappede, om, at det ikke bliver lettere, men sværere, når børnene bliver store.

Hun fortæller videre, hvordan hendes 13-årige datter følger hende i hælene dagen lang og konstant kræver hendes opmærksomhed og hjælp, men aldrig er tilfreds med hjælpen og aldrig siger tak, ligesom Rachel ikke kan tage imod sin mors kærtegn på grund af sit udviklingshandicap. 

Da Jane Bernstein møder en ældre kvinde, som henført fortæller hende om et lille henrivende handicappet barn, som endda er blevet adopterede af gode forældre, er hun ved at brække sig over det, som hun opfatter som sukkersød sentimentalitet, og hun får lyst til at skrige til kvinden: ”Så tog dog selv den lille nuttede pige til dig, og ikke kun en enkelt dag, men i et år eller i fem år; skift hendes bleer og prøv forgæves at finde venner til hende eller bare på at finde på noget, som du selv kan lave sammen med hende.”

Jeg må indrømme, at jeg selv har haft lyst til at råbe noget tilsvarende, når jeg ser TV2-serien ”De sjældne danskere”, som I måske også har set, med dens optagelser af supercharmerende, storsmilende børn med meget svære fysiske handicaps og sygdomme.

Indtil Rachel var en 2-3 år gammel, drømte hendes mor om, at hun en dag ville blive i stand til f.eks. at gå i skole, men som Rachel blev større var hun ikke længere så optimistisk, men blev mere realistisk.

Jane Bernstein skriver derfor også om en helt særlig sommer, da en dedikeret socialarbejder hjalp hende med at søge penge, så Rachel kunne komme på en sommerlejr for handicappede børn. Det var en stor lise, indrømmer hun, ikke at skulle tænke på Rachels behov og krav den sommer, hvor hun selv og hendes mand og deres andet barn for en gangs skyld igen levede et normalt familieliv og fik dagene til at gå med at slappe af på terrassen og hygge sig, mens Rachel på lejren svømmede og red på heste og var med til at indøve musicalsange til forældredagen.

Der blev taget et billede af Rachel på sommerlejren, og Jane Bernstein beskriver, hvordan hendes datter, som aldrig selv vil kunne dele sine minder med hende, på dette billede har et forunderligt stort og lykkeligt smil, som hun kun sjældent har set i deres egen og ofte så stressende hverdag.

”Min datter er ikke kun kød og blod”, skriver Jane Bernstein, ”men har også et hjerte og en sjæl. Hun er 13 år gammel og ikke længere et lille henrivende barn, som er lige til at knuse . . . hun kender til smerte akkurat som hun kender til både at kede sig og til glæde.”

Hun kæmper energisk for sit barn og dets fremtid, men når hun bliver træt af at kæmpe, og når hun gribes af smerte over det liv, som de offentlige institutioner i USA engang vil kunne tilbyde hendes datter, så tillader hun sig nogle gange at drømme urealistiske drømme om fremtiden. Hun griber sig i at dagdrømme om, at Rachel måske en dag som voksen vil møde en som hende selv retarderet, men alligevel en god mand, som vil kunne holde af hende, som hun er, og vil kunne give hende menneskelig varme, tryghed og kærlighed. ”Hvis det var dit barn, ville du så ikke også tænke: åh, bare der dog vil være nogen, som vil tage vare på hende.” Sådan skriver Jane Bernstein til sidst.

Vores lignelse i dag om de ti brudepiger handler også om den og tvetydige og til tider barske virkelighed, som vi alle ligesom Jane Bernstein har hver vores erfaringer med, men især om at holde fast i det håb, som Jane Bernstein på sin måde udtrykker. 

Hvis vi synes, at det er tarveligt af de fem kloge brudepiger, at de ikke ville dele deres olie med de fem tåbelige, så misforstår vi, hvad Jesus med sin lignelse vil fortælle os, for pointen er ikke den samme som i f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritaner. 

Denne lignelse handler derimod om, at vi gennem troen kan få kræfter til at tage det lange seje træk uden at fortvivle, også selv om livet til tider kan være fortvivlende hårdt og uretfærdigt eller måske bare kedeligt og begivenhedsløst.

Fordi brudgommen kommer og allerede er på vej til vores verden med dens mørke og smerte.

Dette budskab har intet at gøre med fromme falbelader eller overfladiske påstande om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det tillader os heller ikke at male sentimentale glansbilleder af vores eget eller af andres liv.

Men det siger, at det omtalte fotografi af den handicappede Rachel – smilende og glad – af Rachel i andres gode hænder, så hendes familie kunne få sig en tiltrængt pause – at dette billede, som hendes mor altid vil bære med sig i sit hjerte, at det ikke blot er et øjebliksbillede fra en enkelt frydefuld sommer. For det er for troen et billede af en kommende glæde, som vi er kaldet til at tro på.

Eller som den amerikanske teolog Thomas G. Long, fra hvis nye bog om Jesus' lignelser jeg har lært Jane og Rachels historie at kende, skriver: ”Vi har vidst fra Jesus' fødsel, at han ”skal frelse sit folk fra deres synder” - for det var hvad en engel i Matthæusevangeliets første kapital sagde til Josef i en drøm - og ”vi har fået det løfte, at menneskehedens tumultariske og til tider stakåndede og lidende historie bevæger sig imod den bryllupsfest med evig glæde, hvor Rachel skal erfare Guds uendelige kærlighed.”

Der findes vel i hele bibelen ikke et smukkere billede af denne kommende glæde end de syner, som profeten Esajas malede for vores øjne i dagens første læsning af en kommende herlighedstid, hvor kundskab om Gud og hans retfærdighed skal fylde landet, og hvor alle dyr og mennesker vil leve i fred og fordragelighed og ingen længere skal volde ondt eller ødelæggelse (Es 11,1-10).

Dette utopiske håb er ikke en flugt fra verdens realiter, men vil give os kræfter til at leve i denne verden og med de udfordringer, som vi hver især har i vores eget liv.

”Kun en dag, et øjeblik ad gangen, hvilken trøst for det forsagte sind”, hedder det i en Giro 413-klassiker. Sådan må vi til tider også leve dag for dag, men det ville gøre os alle egoistiske eller kyniske eller sløve, hvis vi ikke havde det håb om brudgommens komme, som forkyndes så rent og klart i dagens evangelium. For vi har alle et valg, om vi vil tro på det eller ej.

Vi hører i vores lignelse om en lukket dør til sidst, og det mareridt kender vi vel også alle til i form af en frygt for, at vi selv venter forgæves, eller at vi til sidst finder døren lukket i.

Derfor må vi til tider også spørge os selv, om vi er blandt de tåbelige eller de kloge piger, dvs. om vi virkelig har del i det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de dåb, som vi fik i vor dåb, og hvad det betyder for vores eget liv.

At have del i dette håb betyder ikke, at man er en naiv jubeloptimist, for det vil hjælpe os til at se på verden med den kloge realisme, som kendetegner Jane Bernstein, uden at blive kynikere eller resignere. Det vil hjælpe os til at lade os fylde af den lidenskab, som i Det nye Testamente særligt møder os i Matthæusevangeliet og især i Bjergprædikens saligprisninger, som når Jesus siger:

Salige er de fattige i ånden og de som sørger.

Salige er de, som hungrer og tørster efter og forfølges på grund af retfærdighed, for de skal mættes. 

Salige er de barmhjertige og de som stifter fred.

Så vi lidt efter lidt ligesom selv dannes i Kristi eget billede, og til sidst kan høre ham sige, at han kender os og vil lukke åbne døren til bryllupssalen op for os.

Det er ikke noget, som vi kan konstatere entydigt, endsige få noget bevis for, og hvis vi tror, at vi har ret til det, så er det kun udtryk for, at vi endnu ikke har erfaret, hvad det vil sige at få del i kraften fra Jesu død og opstandelse, eller hvordan det kan give os et mere klogt og realistisk og dog håbefuldt syn på os selv og vores tvetydige verden. Men vi kan vælge at tro på det – at leve i tro på dåbens løfte - og så kan det også forandre os, ikke på én gang selvfølgelig, men lidt efter lidt.

Eller som vi hørte apostlen Jakob sige i dagens anden læsning fra alteret: ”Brødre,” – og bemærk: det græske ord for brødre betyder meget ofte i Det nye Testamente og selvfølgelig også her ”brødre og søstre” – ”vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.” (Jak. 5,7-8). 

Amen.

Henvisninger:

Thomas G. Long: Proclaiming the Parables. Preaching and Teaching the Kingdom of God. 2024. 

Jane Bernstein: On Regret. Denne fine artikel om at have et udviklingshæmmet barn fra internettidsskriftet "The Sun Magazine", december 1996, som refereres i prædikenen ved hjælp af ovennævnte studie i Jesus' lignelser af Thomas G. Long, kan læses ved at klikke HER.