Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 28. september 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 729 Nu falmer skoven trindt om land; 447 Herren strækker ud sin arm; 674 Sov sødt barnlille, kun vers 2 & 7; 730 Vi pløjed og vi så’ed; 36 Befal du dine veje; 192, kun vers 7; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord. Dagens to bibellæsninger, 1 Mos 8,20-22; 9,12-16 og Matt 6,24-34 kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Amen (Matthæusevangeliet 6,24-34).

Kære menighed!

Vi lever i usikre tider, og selv om barometeret vist længe har varslet storm, så blev der skruet op med de dronesværme, som både mandag, onsdag og fredag aften i denne uge fløj over danske lufthavne og militære anlæg og lammede flytrafikken

Det er efter alt at dømme russiske advarsler på grund af vores støtte til Ukraine, som kommer netop nu på grund af folketingets nye beslutninger om at tillade ukrainsk våbenproduktion på dansk jord og indkøbe nye missiler, som om nødvendigt kan angribe Rusland.

Nu er vi for alvor havnet i en såkaldt hybridkrig med formodentlig Rusland eller russiske sympatisører, og vi ved ikke, hvad det kan føre til, og om det kan ende med, at vi og Nato bliver mere direkte trukket ind i krigen i Ukraine, end vi allerede er. 

Så der er noget at bekymre sig om i vor tid, men det har der selvfølgelig altid været . . .

Vi hørte i dag f.eks. som den første læsning fra alteret slutningen af den lange og berømte bibelske beretning om syndfloden og Noas ark i 1. Mosebog, som må siges at have fået en fornyet aktualitet i disse tider med stigende vandstand og andre klimakatastrofer.

Hvilket fik mig til at tænke på, at da den vel nok største kristne tænker i det tyvende århundrede, teologen Karl Barth, i foråret 1933 besøgte Danmark og fortalte om den daværende situation i Tyskland, hvor så mange i de tyske kirker allerede var blevet forført af Hitler, så sagde han til de danske kirkefolk, at hvis han skulle give dem et godt råd ud fra sine erfaringer i Hitlers Tyskland, så skulle det være at holde sig for øje, at Noa må allerede have bygget arken, når syndfloden kommer, for ellers drukner han jo med alle de andre. ”En teologi er”, forklarede Karl Barth også, ”menneskeligt talt, så meget værd, som den kan sige kirken af klarende, trøstende og retningsgivende [ord], når nødens time er der.”

[Schweizeren Karl Barth, 1886-1968, som var den vigtigste teolog i det 20. århundrede]

Da Karl Barth 6 år senere eller i 1939, lige før 2. verdenskrig brød ud, igen besøgte Danmark, og blev spurgt om, hvad danskerne nu skulle stille op over for Tyskland, som nu var klar til at gå i krig, gav han et andet og mere berømt svar, som lød: “Bed” . . . og så tilføjede han efter en tænkepause: "og køb kanoner” (”Beten – und Kanonen kaufen”).

Dette sidste er desværre også nødvendigt i dag, men vi skal først og fremmest bede og bygge arken, og derfor kan vi i dag passende begynde med den bibelske myte om syndfloden og Noas ark.

Det er en ældgammel, men meget realistisk historie, som siger, hvad vi selv kan konstatere i disse krisetider, at denne vores velkendte verden kan gå til grunde. For det kan vores verden selvfølgelig. Intet i den skabte verden varer evigt.

Men historien om syndfloden vil ikke lamme os i frygt for undergangskatastrofer. Tværtimod! 

Gud havde skabt denne forunderlige, rige og skønne verden og givet mennesket alle muligheder for et godt og harmonisk liv og frydet sig over sin skabning i skabelsens morgengry. Men verden var blevet fordærvet, og fyldt med vold, fortælles det.

Bemærk: Der står ikke i syndflodsberetningen, at Gud var blevet vred og ville straffe verden, men der står, at Gud var bedrøvet over volden og ondskaben.

Derfor ville Gud ikke længere opretholde verden som den var, for den var blevet ham til sorg og ikke til glæde.

Men i det øjeblik hvor hele verdens undergang synes truende nær, hører vi for første gang i bibelen om et retfærdigt menneske, Noa, som Gud giver besked på at bygge arken.

Historien ender med, at Gud efter syndfloden lover aldrig mere at forbande jorden, selv om det understreges i fortællingen, at mennesker er og forbliver onde. 

Derfor sætter Gud regnbuen på himlen, og ordet ”regnbue” er på hebraisk et ord, som også betyder en bue, man kan skyde med. På den måde symboliserer regnbuen, at Gud har løsnet strengen på sin krigsbue og hængt den op på sin faste plads på himlen. 

Det er som om, at Gud i løbet af fortællingen symbolsk har overvundet en stor krise i sit eget hjerte snarere end en krise i verden, og fra nu af, og så længe verden består, vil forholde sig til sin faldne skabning med stor tålmodighed. Eller som om, at det dermed siges, at verden er og forbliver en fryd for Gud, trods synd og død. 

Gud er ikke uretfærdig, og hvad regnbuepagten koster Gud bliver klart langt senere i Bibelen ved evangeliets forkyndelse af Kristus, Guds søn, som bærer på verdens synd. Men jeg vil her kun fremhæve en enkelt detalje i den gamle og dybsindige syndflodsmyte, for den fortæller i hvert fald, at blot et enkelt retfærdigt menneske som Noa kan gøre en afgørende forskel for alle. Og vi må som Noa også have en ark eller noget, som kan bære os, når vi selv kommer i modvind og måske helt derud, hvor vi ikke selv kan bunde og ikke kan se land i horisonten. 

Men hvordan bygger vi en sådan ark?

Tja, en der var rigtig god til det i eget liv, var salmedigteren Paul Gerhardt.

Han havde ikke et let liv, for han levede i 1600-tallet under trediveårskrigen og i en tid plaget af pest, og han mistede allerede som barn begge sine forældre og siden sit arbejde som præst, fordi han ikke ville gå på kompromis med sin lutherske tro. Han mistede til sin sorg også sin elskede hustru og fire af sine fem børn. Men alligevel skrev Paul Gerhardt sine mange salmer fulde af tro og fortrøstning til at være i Guds hånd, som f.eks. salmen ”Befal du dine veje”, som vi vil synge om lidt. 

Kort før sin død i 1676 i en alder af 69 år, skrev Paul Gerhardt også et både juridisk og åndeligt testamente til sin overlevende søn Paul Friedrich, og heri skrev Paul Gerhardt b.la. til sønnen: ”Gør godt mod mennesker, selv om de ikke på samme måde kan gengælde dig det, thi hvad mennesker ikke kan give dig til gengæld, det har skaberen af himmel og jord for længst gjort, da han skabte dig og gav dig sin kære søn og da han i den hellige dåb antog dig som sit barn og sin arving.” 

Paul Gerhardt opfordrer ligesom Jesus i dagens evangelium sin søn til at tjene ”Gud” i stedet for ”mammon” ved at gøre godt imod andre mennesker uden hensyn til, om det kan betale sig, og uanset om de kan give ham noget igen. Fordi det er det eneste passende svar på den nåde, som sønnen allerede har fået i form af livet på denne jord og i form af dåben, hvori Gud gør os til sine børn og arvinger til det evige liv.

”Mammon” betyder i bibelen penge eller rigdom, men er også det i os, som får os til at spørge: Hvad får jeg ud af det? Hvad får jeg til gengæld? Mens det, som Paul Gerhardt forsøger at gøre sin søn opmærksom på, er, at der allerede for længst er overskud på regnskabet.

Til en høstgudstjeneste som i dag er det vel også på sin plads, at vi husker på alt det, som vi ikke selv har skabt, og som er forudsætningen og grunden under vores tilværelse.

Især når Jesus siger: Vær ikke bekymrede. Guds rige er nær! Tro på det! Så får du i troen tilgang til en ny virkelighed, hvor dit liv ikke længere er bestemt af bekymringer for tøj og mad og for fremtiden. Men for at kunne tro på det, må du først indse, at du ikke kan tjene både Gud og Mammon. For mammon – den store pengeafgud – er ifølge Bibelen alle bekymringers fader.

Mammon lover os hjælp til at løse alle vores problemer – f.eks. ved at købe flere våben - men hvis mammon bemægtiger sig vores sind, så tager bekymringerne overhånd. Fordi alt i verden så bliver til økonomi eller til noget, som vi kan og skal beregne og kontrollere og bruge til egne formål. 

Men se på markens liljer! End ikke kong Salomo i al sin pragt var klædt så pragtfuldt som en af dem. Eller se på skovens farvepragt her i efteråret. Se på himlens fugle! Så fulde af fryd når foråret kommer igen. 

Hvorfor griber al denne skønhed os om hjertet? Fordi det er noget, som vi ikke selv kan kontrollere eller måle og veje. Fordi det er godt i sig selv. Ligesom en solskinsdag eller et andet menneskes godhed.

Jamen, hvad så, når naturen gang på gang viser sig fra sin uhyggelige side, eller når krigstrommerne lyder, og når vi ødelægger livet for hinanden, eller livet af andre grunde er svært?

Ja, så må vi bekymre os om det, for bekymringerne hører med til dette skrøbelige menneskeliv, og der er meget, som vi som voksne mennesker bør bekymre os om. Men netop derfor må vi også holde stædigt fast i troen på den ubekymrethed, som evangeliet taler om, og som fuglen og liljen er symboler på.

”Vores problem er”, siger den engelske teolog Samuel Wells et sted, ”at vi ikke har fantasien til at rumme, alt hvad Gud er og giver os hver eneste dag. Vi bliver overvældet. Guds uudtømmelige skabelse, grænseløse nåde, ubøjelige barmhjertighed, afgrundsdybe kærlighed er simpelthen for meget at betragte, tilegne sig og forstå. Og når vi vender os bort, så er det nogle gange på grund af en forkert, men forståelig fornemmelse af, at vi må beskytte os selv, hvis vi vil holde fast i vores egen identitet overfor en tidebølge af herlighed.”

Ja, det er vores problem, og derfor må vi igen og igen lytte til det, som Jesus siger til os lidettroende: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” 

Amen.

[Den engelske teolog og præst Samuel Wells, f. 1965]